Kompetenceudvikling – vejen frem eller et nødvendigt onde?

By zitarandersjensen

I Region Nordjylland er alle lægesekretærer i øjeblikket i gang med at indtaste faglige og personlige oplysninger i en kompetencedatabase.

Denne database er oprettet på baggrund af kravet om kompetenceudvikling for den enkelte medarbejder.

I Region Nordjylland er lægesekretærer den første faggruppe, der får oprettet denne database.

Jeg har selv været med i ”testgruppen” – altså indtastet mine oplysninger i forbindelse med at databasen skulle oprettes og testes. Det var en udfordring, for jeg skulle virkelig tænke over, hvad er det jeg laver og hvor meget tid bruger jeg på det?

I databasen indtaster vi både faglige og personlige kompetencer, funktionstyper og oplysninger om uddannelse. Vi skal også angive hvor meget tid vi bruger på den enkelte arbejdsfunktion.

Niveauet af ens personlige og faglige kompetencer indtastes og det er muligt at angive hvilke kompetencer den enkelte gerne vil udvikle. Det gælder både personlige og faglige. Databasen skal vedligeholdes og godkendes x 2 årligt.
Jeg håber databasen bliver et godt værktøj for både ledere og den enkelte medarbejder.

Jeg frygter dog også at det blot har nyhedens interesse og at oplysningerne dermed ikke bliver brugt til noget på længere sigt. Jeg har i hvert fald behov for at se, at de oplysninger jeg indtaster, bliver brugt til noget. Indtil videre er jeg dog positiv.

Er der andre steder i landet, hvor I er i gang med noget lignende?


7 kommentarer to “Kompetenceudvikling – vejen frem eller et nødvendigt onde?”

  1. Pia Varkil siger:

    Desværre nej.
    Det ville være perfekt, hvis denne kompetencedatabase blev landsdækkende, og blev brugt af både medarbejdere, ledere og sygehusadministrationen til at fastslå, hvilke uddannelsesmæssige tiltag, der er nødvendige her og nu – og på længere sigt.

    Det er dejligt, at vi fx kan sende en lægesekretær på Kommunom-uddannelsen pr. år, men de resterende lægesekretærer i afdelingen skal også have deres kompetencer opdateret – det er dog dem der er tilbage og passer afdelingen, mens de andre er væk.

    Holbæk Sygehus er pr. 1. januar 2007 trådt ind i Region Sjælland, hvor vi nu har fået mulighed for at deltage i efteruddannelse for lægesekretærer, som Roskilde Sygehus har kørt nogle år. Det er meget billigt , og emnerne er så relevante for lægesekretærens dagligdag.
    Jeg håber, at rigtig mange af lægesekretærerne i min afdeling har lyst til at deltage i denne efteruddannelse i årene der kommer.

    Venlig hilsen

    Pia Varkil
    ledende lægesekretær
    ortopædkirurgisk afdeling

  2. Zita Randers Jensen siger:

    Kære Pia
    En landsdækkende database kunne være vejen frem. Hvis databasen blev landsdækkende ville det jo naturligvis give et godt overblik over hvor man skulle sætte ind uddannelsesmæssigt.
    Som udgangspunkt er en regions-dækkende database en god start.

    Mht. kommunomuddannelsen ville jeg ønske det fungerede på samme måde som i kommunerne. Altså at vi skulle have tilbud om at komme på uddannelsen og ikke som nu selv søge om at komme afsted.
    Økonomien bremser ofte kommunomuddannelsen, da afdelingerne ikke har råd. På vores afdeling har vi et særskilt “kommunom-budget” og det har gjort det lidt lettere at komme afsted.

    Kunne vi høre lidt mere om efteruddannelsen i Region Sjælland. Det lyder til at være noget hele landet kunne have gavn af?

  3. Pia Varkil siger:

    Vedr. efteruddannelse for lægesekretærer i Region Sjælland 2007

    Fakta:
    Modulopbygget efteruddannelsesforløb for lægesekretærer ansat i Region Sjælland.
    Udviklet af en arbejdsgruppe fra Sygehus Syd, Øst og Vest i Region Sjælland.
    Pris: Ingen for ansatte i sygehusvæsenet i Region Sjælland, kr. 6.000- for andre ansøgere.
    Jeg har dog hørt, at kurset måske kommer til at koste kr. 1.500-2.000, men dette er ikke bekræftet.

    Forløbet starter i efteråret 2007, så der er endnu ikke udkommet program. De 9 dage er opdelt i moduler af 2-3 sammenhængende dage i september og oktober 2007. Det er meget smidigt mht. at undvære lægesekretærer i afdelingerne et par dage ad gangen i stedet for en hel uge eller mere.

    Hilsen Pia

  4. Ole Gregersen siger:

    Kære Pia og andre.

    Jeg synes det ser rigtig spændende ud jeres modulopbyggede efteruddannelsesforløb for lægesekretærer ansat i Region Sjælland. Du må meget gerne sende noget mere ind til os eller måske henvise til en hjemmeside-adresse, hvor vi kan læse mere.
    Nu ved jeg jo ikke nok om jeres forløb. MEN desværre er tendensen for lægesekretærområdet generelt, at lægesekretærerne spidses af med megen efteruddannelse, som kan være godt nok, MEN som desværre på ingen måde er kompetencegivende i forhold til at kunne efter- og videreuddanne sig i det etablerede uddannelsessystem. Og dermed er vi med til at fastholde lægesekretærerne på et meget lavt uddannelsesniveau. F.eks. er Kommunomuddannelsen for Sundhedspersonale (lægesekrtærer) – basisdelen på 270 timer – det svarer til at der gives 30 ECTS-point. Specialedelen (to specialefag på i alt 120 timer) = 20 ECTS-point. Og et afgangsprojekt = 10 ECTS-point. Omfanget af uddannelsen svarer til 60 ECTS-point. ECTS-point er et fælles europæisk system, der beskriver omfanget (arbejdsmængden) af en uddannelse. 60 ECTS-point svarer til et års heltidsuddannelse.
    Kommunomuddannelsen er på VVU-nievau for sundhedspersonale (VideregåendeVoksenUddannelse) og er en del af videreuddannelsessystemet for voksne. Og dermed én af de meget få veje, som lægesekretærer har videre ind i uddannelsessystemet: dimplomuddannelse – masteruddannelse o.s.v.
    DERFOR synes jeg at vi og den enkelte lægesekretærer i langt højere grad skal stille krav om kompetencegivende efteruddannelse. Og ikke nogle mere eller mindre tilfældigt sammensat forløb. SÅ gør det til en hovedregel: Spørg til hvor mange ECTS-point får jeg ud af en given efteruddannelse.
    Ønsker du at se nærmere på Kommunom for Sundhedspersonale kan du klikke ind på http://www.cok.dk

  5. Ole Gregersen siger:

    Hej igen!

    Jeg kom lige i tanke om – og jeg kan også se at Pia har berørt det i et tidligere indlæg – at Roskilde Sygehuse anvender Kommunomuddannelsen for Sundhedspersonale helt strategisk i deres planlægning – og så i forhold til at skaffe flere lægesekretærer til de ledige stillinger. Kunne vi måske få nogen af de involverede lægesekretærer i Roskilde til at beskrive deres model lidt nærmere.

    Det bare lige det………. hej igen!

  6. Zita Randers Jensen siger:

    Hej
    Ligesom Ole synes jeg efteruddannelsesforløbet ser rigtigt spændende ud.
    Opbygning og indhold burde kunne give ECTS-point, ikke? Er det noget I vil undersøge og evt. arbejde videre med?
    Det ser i hvert fald ud til at der er lavet et kæmpearbejde og så er det næsten synd hvis muligheden for ECTS-point er der, men ikke bliver udnyttet.

    Det virker altså som om der er gang i rigtig mange efteruddannelsesforløb/-ideer. Jeg tror det er vigtigt, at alt blivermeldt ind til DL, så alle initiativer kan spredes rundt i landet.

  7. hanne gullestrup siger:

    Det faglige udvalg er netop ved at udvikle et landsdækkende netbaseret kompetenceværktøj målrettet lægesekretærer. Der er udviklet et lignende for IT-medarbejdere, hvor du kan se, hvordan det fungerer. Gå ind på http://www.hk-kommunal.dk og søg på DOIT så kommer det frem. Et lignende går i luften for tandklinikassistenter omkr. d. 1. september.

    Med værktøjet kan du
    - få et overblik over dine kompetencer
    - få inspiration til hvordan du udvikler dig videre i dit fag

    Med venlig hilsen, Hanne Gullestrup. “Skriverkarl” på projektet.

Læg en kommentar