Jeg har lige været på et kursus for ledende lægesekretærer på Odense Universitetshospital og Middelfart Sygehus. Her så vi bl.a. på, hvilke opgaver der bortfalder, hvilke opgaver der er uændrede eller der bliver mere af, og hvilke opgaver der kommer til.
Det ER forbavsende få opgaver der falder bort inden for de næste år, men rigtig mange opgaver bliver der mere af, og der kommer også rigtig mange nye – og mange gange spændende – opgaver til.
Alligevel hører jeg gang på gang, at vi skal “tage hvad vi kan få”, og få del i “alle” de nye opgaver.
Det skal vi efter min mening IKKE. Nogen gange skal vi have modet til at sige NEJ TAK.
Vi skal sortere i opgaverne, være bevidste om vores fagområde, stille krav til indhold, og samtidig opdyrke og kvalificere de meningsfulde opgaver. Fastholde det vi er gode til.
Vi skal kun tage de nye opgaver, hvis de giver mening og sammenhæng med vores fagområde. Accepter ikke kun at få de delfragmenter andre ikke gider. Så sig hellere NEJ TAK.
Vi skal fastholde at være servicemindede og ansvarsbevidste, men ikke alle opgaver og især serviceopgaver skal løses af lægesekretærer.
Måske skulle vi oftere sige, “det her er ikke en lægesekretæropgave” , “det er en opgave for en piccoline – eller måske en sundhedsservicesekretær”!!!
Enige ? Uenige ? Kom gerne med jeres kommentarer.
Hvad gør I rundt omkring for at sikre, at vores tid går med de rigtige opgaver, og at vores fag udvikler sig i den retning vi ønsker ?
Kunne I forestille jer, at man kunne differentiere mere – og måske mere bevidst selektere i, hvem vi ansætter til hvilke opgaver ?
marts 9, 2007 kl. 12:48 pm
Jeg er helt enig i ovenstående betragtninger vedr. differentiering af sekretærarbejdsopgaver.
Her i ortopædkirurgisk afdeling på Holbæk Sygehus har vi – i forbindelse med vakante lægesekretærstillinger som ikke kunne besættes med faguddannet personale – ansat sundhedssekretærer til nærmere definerede opgaver, som ikke direkte involverede journalskrivning.
Dog er metoden sårbar i mindre afsnit, hvor der ved yderligere fravær er for få til at skrive journalnotater.
En større afdeling med flere afsnit kunne have stor glæde af en sundhedssekretær, som vi her i afdelingen kalder “lægesekretærens sekretær”. Sundhedssekretæren har selvfølgelig sin egen funktionsbeskrivelse, så alle personalegrupper kender sundhedssekretærens kompetence.
Selvfølgelig skal vi sige NEJ TAK til arbejdsopgaver, som ikke er relevante – men mon ikke vi alle rykker os i disse “opgaveglidningstider”? Der er garanteret mange bud på, hvad relevante opgaver er for den enkelte lægesekretær!
marts 9, 2007 kl. 1:33 pm
Overskriften på dit indlæg fik mig lige et kort øjeblik op af stolen. Men som jeg læste videre i dit indlæg, så kunne jeg igen sætte mig ned. Jeg er helt enig i, at vi skal være kritiske og selekterende mht. nye arbejdsopgaver – og måske også nuværende. Vi skal fokusere på de arbejdsopgaver, som giver mening for os som lægesekretærer. Dog kan jeg godt se problematikken rundt omkring med ubesatte stillinger og mangel på arbejdskraft – der kan det blive svært at sige nej tak til opgaver – for vi er jo hjælpsomme og dem, der skaber den røde tråd.
marts 9, 2007 kl. 11:27 pm
Hej Pia, Soile og Marianne;
Tak for jeres kommentarer.
Ved at sige NEJ TAK til nogen arbejde kan vi være med til at skærpe vores profil og identitet – og også sikre tid og ressourcer til de spændende opgaver.
For ganske nyligt sad jeg sammen med en af vores dygtige sekretærer til et møde om et nyt forskningsprojekt. Projektet blev diskuteret frem og tilbage – og min kollega kom med mange input til koordineringen og den praktiske afvikling. Alligevel endte mødet lidt op med, at de andre faggrupper lidt fordelte de mere spændende opgaver mellem sig.
Der havde min sekretær modet til at sige “jeg ser ikke helt klart MIN rolle i projektet her – hvis der ikke er nogen reelle opgaver til mig – udover de servicebetonede opgaver – så er jeg ikke interesseret i at være med. Så må I klare disse opgaver selv også”. Flot synes jeg. Det er med til at skærpe vores profil overfor andre faggrupper.
Plejepersonalet har gjort det for mange år siden. Delt plejen op i flere niveauer – selekteret i opgaverne. og hvem der skal løse dem.
Lad os gøre det samme.
marts 10, 2007 kl. 11:10 am
Ligesom Soile var jeg ved at ryge helt op i det røde felt, da jeg læste overskriften på dit indlæg.
Men du har jo ret, Susanne. Vi skal ikke tage alle opgaver, hvis vi blot tager dem fordi vi er bange for at miste job og dermed kommer til at sidde tilbage med det andre faggrupper ikke gider.
Opgaver skal nøje vurderes; er opgaven med til at udvikle os som faggruppe eller er det blot endnu en servicefunktion?
Hvis vi fylder vores arbejdsdag op med nye servicefunktioner, som andre faggrupper ligeså godt selv kan udføre, ja så er vi vist selv med til at skabe den stressede hverdag.
På vores afdeling (ortopædkirurgi) har vi tidligere skrevet henvisninger til røntgenundersøgelse efter operation som en service også selvom lægen ikke dikterede denne henvisning.
Der er nu blevet indført et system, hvor lægerne selv skal skrive denne henvisning. I starten havde vi svært ved ikke at tjekke om henvisningen var skrevet. Så opstod der et nyt problem, hvis ikke den var skrevet – skal jeg skrive den eller ej? Skriver jeg den ikke, går det ud over patienten, men skriver jeg den, lærer lægen det jo aldrig? Vi skriver ikke længere disse henvisninger, det gør lægerne selv – de har lært det! I enkelte tilfælde kan lægen godt finde på at diktere en røntgenhenvisning. Den skriver vi naturligvis.
Det var blot et lille eksempel på, at vi sommetider skal sige fra og ikke påtage os ansvaret for om andre faggrupper nu også laver de ting, der er deres opgave.
marts 10, 2007 kl. 12:35 pm
Kære Zita;
Det er et godt eksempel du kommer med. Vi er enormt ansvarsbevidste (og det skal vi holde fast i), men der skal være en grænse. En del af vores stress skyldes formentlig, at vi påtager os ansvaret for det, de andre ikke gør. Og den tid vi bruger på at checke op på andre – ja det skal enten defineres som en opgave vi har – eller også skal tiden bruges på noget andet. En vej frem ER stadig at få defineret vores opgaver bedre, og også en gang imellem at få trukket nogle grænser.
marts 10, 2007 kl. 1:56 pm
Jeg tror at det at trække grænser (op) er et af nøgleordene når vi taler om en anderledes og bedre fremtid.
Vi er nemlig ikke – og har vist aldrig været – ret gode til at sige “NEJ – det vil jeg ikke, det er ikke et job for mig”.
Fordi vi er så fokuseret på service som vi er, kommer vi nemt i klemme mellem hvad vil gerne vil og den manglende definition af hvor vores grænse går. Vi vil jo nødig skydes i skoene at vil ikke er gode til vores job – vel?
Jeg er helt enig med Susanne i, at vi bestemt ikke skal tage imod alle opgaver. Vores primære mål er da ikke at gøre os selv “uundværlige for enhver pris” er det? Jeg mener helt klart nej. Jeg vil have et arbejdsliv som er interessant og spændende og ikke være “faglig affaldsspand” for det de andre faggrupper ikke kan bruge.
marts 12, 2007 kl. 9:54 pm
Kære Susanne
Det er nogle spændende indlæg du er kommet med, og dejligt at vi både kan være enige og uenige!
Mht. ledelse: flot at du tager dig tid til ledelse, for det er en absolut nødvendighed for at lægesekretærgruppen kan gøre sig gældende i en travl hverdag, at lederne har overblikket, og kan byde ind, når der dukker nye opgaver op. At lederne kan motivere og planlægge således at basissekretærerne også kan frigøres til andre arbejdsopgaver end f.eks. journalskrivning, som stadigvæk fylder meget mange steder.
Din tanke om evt. at ansætte sundhedsservicesekretærer på hospitalerne synes jeg derimod ikke om. Hvis der er brug for piccolinehjælp, så lad os ansætte piccoliner, det er helt reelt. Sundhedsservicesekretæruddannelsen er, som det tidligere er meldt ud af DL/HK, rettet mod private klinikker, bla. kiropraktorer og zoneterapeuter.
Jeg synes derimod at “vores kamp” skal rette sig mod at få uddannet flere fagligt dygtige lægesekretærer, så vi som en stærk faggruppe kan gøre os gældende på hospitalerne, – både til de spændende nye opgaver, men også “alt det andet arbejde”, som skal udføres på kvalificeret vis med henblik de gode patientforløb, – for vi skal stadigvæk være den røde tråd i den hvide verden.
Det var så min holdning, men lad os få noget mere debat, – jeg er spændt på at få nogle kommentarer til ovenstående.
marts 12, 2007 kl. 10:50 pm
Det er for fristende ikke at give den overskrift en kommentar. Umiddelbart synes jeg ikke at man skal sige nej til nye opgaver, men jeg er også enig i at vi skal være så modige at vi ikke bare siger ja til hvad som helst. Der er mange opgaver, også spændende opgaver i fremtidens sygehuse til os, og vi skal selv være med til at skabe dem.
marts 13, 2007 kl. 8:22 pm
Hej Susanne.
Jeg må sige, at overskriften på dit indlæg er provokerende, for egentlig er jeg fortaler for, at vi som faggruppe skal tage alle de opgaver vi kan. For mig at se, gælder det om at tage de spændende og nye opgaver – også selvom det er svært i en presset hverdag. Det skal være enhver lægesekretæres ret og pligt til selv at prioritere i hvilken rækkefølge opgaverne så skal løses. Jeg er sikker på, at mange har stået med en person eller 2, der har fortalt ,hvor meget lige netop deres opgaver haster. Og her er det så, vi skal sige ja, jeg skal nok løse opgaven, men jeg har lige noget, jeg har prioriteret skal løses først. Det skaber respekt fra vores samarbejdspartnere.
marts 13, 2007 kl. 10:58 pm
Kære alle;
Overskriften virkede – det var mit ønske at være provokerende. Og Birgitte vi er ikke uenige i, at vi skal tage de gode og nye og spændende opgaver – også selv om vi har travlt. Men netop i en presset hverdag, betyder det, at vi også må vælge noget fra. Vi skal som du siger Kirsten ikke bare sige Ja til hvad som helst. Og det skal være det rigtige vi vælger fra. Vores valg.
marts 13, 2007 kl. 11:05 pm
Kære Lise Arbjerg;
Godt at høre fra dig.
Jeg har nu heller ikke selv ansat en sundhedssekretær – du har jo ret i din pointe med, at deres uddannelse ikke er stilet til sygehusvæsenet.
Men jeg har faktisk lige nu – med stor succes – ansat en IKKE lægesekretær – på en post, hvor vi tidligere har haft lægesekretærer. Men hvor vi pga. jobindholdet ikke har kunnet fastholde vores medarbejdere. Nu har vi delt jobbene op på en anden måde, således at en del af funktionerne med store tilfredshed udføres af en ikke lægesekretær.
Jeg synes stadig ligesom dig, at vi skal arbejde på at få uddannet flere lægesekretærer. Det er der stadig stort behov for. Det er heller ikke godt for vores fag og omdømme, at efterspørgsel er større end udbud. Det kan betyde, at vi er for lidt kritiske med, hvem vi ansætter – vi har jo intet valg.
marts 29, 2007 kl. 8:04 pm
Kære Susanne
Jeg er helt enig med dig i dine betragtninger. Vi skal som andre faggrupper være bevidste om vores kompetencer og løse de opgaver, der matcher og udvikler vores kompetencer. De meget rutineprægede opgaver forsvinder over en årrække og kan udmærket løses af andre faggrupper, mens lægesekretærer udvikler kompetencer til opgaver inden for økonomi, DRG-indtjening, IT-ansvarsområder, undervisning m.m.
Du siger, vi skal tage nye opgaver, der giver mening og sammenhæng med vores fagområde. Der tænker jeg, at netop fagområdet udvides gennem det næste årti, hvis vi selv er bevidste om vores ønsker og kompetencer og tør udnytte dem til at varetage nye opgaver.
Der er og kommer mange interessante opgaver. Jeg mener, den største udfordring lige nu, er at få fulgt op på de personlige udviklingsplaner, så lægesekretærerne bliver bevidste om, hvilke opgaver de har lyst til at løse og får udviklet de respektive kompetencer hertil.
Det kræver god, opmærksom ledelse, der motiverer til personlig og faglig udvikling og giver rum og overskud til det. Det er derfor et godt skridt på vejen, at der nu findes flere gode kompetenceudviklingsprogrammer for såvel ledende sekretærer som lægesekretærer.
juni 18, 2007 kl. 11:02 am
Hvis i ser jer omkring iverden vil i se at konceptet med sundhedsservicesekretær er udbredt så måske er i for snæversynet eller bange for at vi måske lige pludselig kan mere end i tror!!!!!!!
juni 19, 2007 kl. 7:51 pm
Kære Jetmic;
Tak for din kommentar til bloggen – dejligt at der også kommer andre end lægesekretærer på banen.
Jeg er bestemt ikke bange for, at I kan mere end vi tror. Det er da kun dejligt. Jeg tror at både lægesekretærernes område – og jeres – er under fortsat udvikling, og vil fortsat være det. Det er jo netop også derfor jeg mener, at alle opgaver ikke nødvendigvis skal – og bedst – løses af lægesekretærer. Det er måske tid for en diffentiering.
Hvis jeg har misforstået dig, må du meget gerne uddybe din kommentar.
juni 22, 2007 kl. 7:11 am
Hej susanne du har ikke misforstået mig Jeg kan i øjeblikket tilføje at både på risghopitalet og et andet københavns sygehus er blevet ansat tre nyudannede sundhedsservicesekretær. Den ene har godtnok en assistentuddanelse og 20 år erfaring som dette i forvejen, men de to andre er fra helt andre erhverv. Det jeg tro mange er bange for er at vi kan gå ind og tage jeres job men det er vi ikke udannet til vi kan suplere jer ved at passe telefoner bokke tider til behandlig og prøver lægge journaler på plads .
november 29, 2009 kl. 3:42 am
Kære visse lægesekretærer der har skrevet her på siden. Sikke dog en næstekærlighed nogle af Jer lægger for dagen omkring os Sundhedsservicesekretærer.
.
Man kunne fristes til at tro at I allerede har oplevet vores nærværelse og derfor må nedgøre os ved at komme med kedelige sammenligninger omkring piccoliner….
Synd fordi vi er en del dygtige sundhedsservicesekretærer der egenligt kun ønsker et godt samarbejde med Jer. Se os som nogle der måske lige frem kunne komme med nye tiltag.
Vi er en del der kommer med mere erhverserfaring fra det private erhversliv end mangen en lægesekretær nogensinde opnår inden for det offenlige system. Derudover evner mange af os at arbejde særdeles effektivt og vi “leger” da bestemt ikke sekretær for en lægesekretær. Hold op..hvilket udørk er den lægesekretær der skrev sådan mon fra spørger man sig selv
Vi har selvstændigt fagområde inden for feltet allerede og det vil give lægesekretærerne lov til at passe deres ret stive faggrænser frit. Så tager vi os af de øvrige ting der skal gøres for at patienter, læger mm. er tilfredse. Altså service i højsædet lidt mere end de er vant til.